KIKKERTUNDERSØGELSE AF BLÆREN
Cystoskopi
En cystoskopi er en kikkertundersøgelse af blæren og urinrøret og bruges til at afsløre eventuelle sygelige forandringer. Blærens slimhinde undersøges for polypper, udposninger, fortykkelser, svulster, sår eller stendannelser. Slimhinden vurderes også som helhed, om den er irriteret eller bleg, eller om der er belægninger. Endelig studeres overgangen til urinrøret nøje. Undersøgelsen udføres ambulant i lokalbedøvelse med et såkaldt cystoskop (kikkert). Cystoskopet er en ca. 25 cm. lang og tynd kikkert med egen lyskilde på spidsen. Gennem en ekstra kanal kan der under undersøgelsen sprøjtes saltvand ind i blæren, så den udvides. Før selve undersøgelsen:
Før selve undersøgelsen:
Før undersøgelsen skal du aflevere en frisk urinprøve. Hvis der er tegn på blærebetændelse, må undersøgelsen eventuelt udsættes indtil betændelsen er behandlet.
Kikkertundersøgelsen
Undersøgelsen varer ca. 15 min. inkl. forberedelse. Du ligger på ryggen med benene oppe i nogle benstøtter (som ved en gynækologisk undersøgelse). Før undersøgelsen bliver du vasket forneden omkring urinrøret. Derefter sprøjtes lokalbedøvende gel op i urinrøret. Virkningen indtræder efter nogle minutter. Spidsen af cystoskopet føres igennem urinrøret til blæren. Blæren fyldes med 2-3 dl. lunkent saltvand for at forbedre synsforholdende. Inden du forlader klinikken, bør du tømme din blære. Undersøgelsen foregår med lokalbedøvende gel og gør derfor ikke ondt, men det er nogen gange lidt ubehageligt når cystoskopet passerer ringmusklen i urinrøret.
Efter undersøgelsen
Du får resultatet af undersøgelsen straks. Du bør drikke 2-3 liter væske i det første døgn for at skylle blæren godt igennem og derved undgå blærebetændelse.
Eventuelle gener og bivirkninger
Det er helt normalt, at der er svie ved vandladning i det første døgn efter undersøgelsen. Og der kan også være en smule blod i urinen ved de første vandladninger efter undersøgelsen. Begge dele bør ophøre efter ét døgn. Der sker sjældent at der opstår blærebetændelse efter en kikkertundersøgelse, men det kan forekomme. Hvis du - udover det første døgn - får overdreven svie ved vandladningen eller ubehag over blæren, feber eller anden fornemmelse af blærebetændelse, skal du kontakte klinikken, enten på mail eller pr. telefon.